Anklager vil fængsle fem efter politiaktion i Slagelse
Efter anholdelser for våben og narko skal fem personer fredag stilles for en dommer.
Fem personer bliver fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved. De fem blev sammen med tre andre anholdt i en politiaktion i Slagelse torsdag.
Det oplyser anklager Freja Moesgaard på vegne af anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Det er dog ikke hende, men en kollega, der møder i retten.
- Der vil blive begæret lukkede døre, så på nuværende tidspunkt kan vi ikke sige mere, om sigtelserne, men udelukkende henvise til den pressemeddelelse, der er blevet sendt ud i går (torsdag, red.), siger Freja Moesgaard.
I pressemeddelelsen, som hun henviser til, skriver politiet, at de otte personer, som blev anholdt torsdag, blev sigtet for narkohandel og ulovlig våbenbesiddelse.
Ved politiaktionen, hvor der blev foretaget ransagning på flere end 25 adresser, beslaglagde politiet et større pengebeløb, narko, salgsposer, knive, en machete samt et magasin til et håndvåben.
I forbindelse med politiaktionen gjorde ordensmagten brug af droner - altså små fjernstyrede fly, som kan overvåge fra luften.
Hvor mange penge og stoffer, der blev fundet ved aktionen, har politiet ikke oplyst.
Hvis dommeren ved Retten i Næstved vælger at følge anklagemyndighedens begæring om lukkede døre - og det gør dommere ofte i sager om organiseret kriminalitet - betyder det, at offentligheden ikke får adgang til retsmødet.
Dermed kan politiet indtil videre hemmeligholde de oplysninger, som er tilvejebragt under efterforskningen. De oplysninger skal nemlig fremlægges under retsmødet, så dommeren kan vurdere, om der er grund til at fængsle de sigtede.
Det er endnu uvist, hvorledes de sigtede forholder sig til de sigtelser, som er blevet rejst imod dem.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned