Anklager vil have brite idømt syv års fængsel i udbyttesag
Retten i Glostrup behandler sagen mod Guenther Klar. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
- Der var kun et røgslør, siger anklager i retssag om udbytteskatsagen. Brite bør idømmes syv års fængsel.
Britiske Guenther Klar bør idømmes syv år i fængsel for at have svindlet sig til 320 millioner fra den danske statskasse.
Sådan lyder det fra anklager Anders Møllmann i den første retssag på dansk grund om den omfattende svindel med refusion af udbytteskat, som den danske stat blev udsat for.
Klar er tiltalt for mellem 2012 og 2015 at stå bag bedrageri for 320 millioner kroner. Han nægter sig skyldig.
Anklagemyndigheden kom onsdag med sine afsluttende bemærkninger i sagen, og Anders Møllmann lagde ud med at slå fast, hvordan anklagemyndigheden ser på sagen.
- Der var ingen aktier, ingen udbyttebetalinger, ingen ret til at tilbagesøge udbytteskat. Der var kun et røgslør. Alt sammen lavet af Guenther Klar for at få skattemyndighederne til at tro, at der var aktiehandler, at der var betalt udbytteskat.
- Og det lykkedes for Guenther Klar. Det lykkes at få skattemyndighederne til at tro på det, siger Anders Møllmann til retten.
Ud over de syv års fængsel vil anklagemyndigheden have konfiskeret knap 219 millioner kroner fra Guenther Klar, som er det beløb, man mener, han selv har fået ud af den svindel, han er tiltalt for.
Svindlen skal ifølge tiltalen være sket gennem et selskab ved navn Salgado Capital.
Som ejer af selskabet konstruerede Guenther Klar ifølge anklageskriftet i sagen dokumenter, som fik det til at se ud, som om fire investorer havde fået et udbytte af danske aktier.
Papirerne blev brugt til 147 gange at anmode om refusion af udbytteskat, hvorefter der i alt blev udbetalt, hvad der svarede til 320.758.845 kroner.
Guenther Klars forsvarsadvokater får senere lov til at udlægge deres syn på sagen og deres klients rolle i den. Derefter skal retten tage stilling til sagen.
Briten er tidligere blevet dømt i en lignende sag om udbytteskat i Belgien, som der endnu ikke er sat et sidste punktum i, da Guenther Klar ankede dommen.
I Danmark kan man ikke blive dømt for den samme handling, som man er blevet dømt for i udlandet. Guenther Klars forsvarere har tidligere sagt, at man vil argumentere for, at det vil være tilfældet i denne retssag.
Men anklagemyndigheden afviser, at Guenther Klar i Danmark er tiltalt for den samme handling som i Belgien, da sagen i Belgien vedrører ansøgninger om tilbagebetaling, der blev sendt til de belgiske skattemyndigheder.
Guenther Klar er en af i alt ni mænd, der er tiltalt for at have bedraget den danske stat.
De ni mænd er tiltalt i tre sager. Guenther Klars er den ene. Hovedsagen omhandler Sanjay Shah, som Guenther Klar i en årrække arbejdede sammen med.
De danske myndigheder har tidligere oplyst, at statskassen samlet har mistet 12,7 milliarder kroner på grund af uberettiget refusion af udbytteskat.
Der ventes dom i sagen mod Guenther Klar 2. februar.
/ritzau/
Seneste artikler
Bridgerton-seriebanger på lollandsk
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Så du det også? Derfor fløj stort amerikansk fly lavt over LF
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Ikonisk kro solgt til indisk milliardær
Spor blokeret på motorvej