Anklagere har 14.000 sider med til sag om forbud mod bande

Østre Landsret har indledt omfattende ankesag om historisk forbud mod banden Loyal to Familia.

Offentliggjort Sidst opdateret

Anklagerne Emil Folker og Lasse Biehl ville formentlig have skullet tilbringe en del timer i styrketræningslokalet, hvis ikke vi havde levet i en digital tidsalder.

De to har nemlig ikke færre end 14.000 sider med i Østre Landsret tirsdag. Her er en historisk retssag om, hvorvidt banden Loyal To Familia (LTF) skal opløses ved dom, gået i gang.

Københavns Byret besluttede i januar, at banden skal opløses, men banden har anket den afgørelse til Østre Landsret.

Emil Folker fortæller i landsrettens retssal 7, at de mange sider blot er et beskedent uddrag af de endnu flere dokumenter, som har indgået i efterforskningen af sagen.

Og de to anklagere skal ikke have pakæsler med, for alle sider ligger på en computer.

Mange af sagens sider udgøres af 31 domme, som i de seneste år er afsagt mod medlemmer af LTF. 15 af dommene handler om sager, hvor der er begået kriminalitet som led af en bandekonflikt.

Bortset fra en enkelt dom er det de samme sager, som indgik i anklagemyndighedens bevismateriale, da sagen kørte i byretten.

Men til forskel fra dengang har næsten alle domme nu også været behandlet i landsretterne, og de er derfor endelige. Byretten ville i sin tid alene forholde sig til de domme, som var endelige, og set i det lys tyder noget på, at anklagemyndigheden har en endnu stærkere sag i dag.

Østre Landsret har afsat 19 dage til behandling af sagen, og Emil Folker beroliger retsformand Finn Morten Andersen, hans landsdommerkolleger, de tre domsmænd og den ene domsmandssuppleant med, at det hele ikke bliver højtlæsning.

- Det er ikke sådan, at vi vil læse alle 14.000 sider op, men det er altså sagens størrelse på nuværende tidspunkt, siger Emil Folker.

Ingen fra Loyal To Familia er mødt i sagen. Banden repræsenteres derfor alene ved advokat Michael Juul Eriksen, som også var bandens advokat i byretten.

To betjente fra Københavns Politi, som var udkommanderet for at sørge for ro og orden, ifald der skulle være bandeaktivitet i og omkring landsretten, forlod da også retsmødet efter 36 minutter.

Den første dag i retten kommer til at gå med anklagemyndighedens forelæggelse af sagen. Blandt andet med en redegørelse for Grundlovens paragraf 78.

Paragraffen sikrer borgerne foreningsfrihed, men muliggør også, at en domstol kan opløse en forening, som har et ulovligt formål eller søger at opnå sit formål ad ulovlig vej.

Københavns Byret opløste i januar LTF af begge grunde.

Advokat Michael Juul Eriksen kommer først til at præsentere sin forelæggelse af sagen i næste uge.