Anklageskrift afslører svensk forbindelse ved bombe mod rockerborg
En 29-årig mand er anklaget for sprængning ved Hells Angels-borg - han fik angiveligt taske fra svensker.
En svensk statsborger spillede ifølge anklagemyndigheden ved Københavns Politi en rolle i forbindelse med en sprængning ved rockergruppens Hells Angels klubhus på Svanevej i København sidste efterår.
Det fremgår af anklageskriftet i sagen mod en 29-årig mand, som i juni blev tiltalt i sagen.
Det var tidligt om morgenen den 9. september i fjor, at et brag brød morgenstilheden på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter. En eksplosion ved rockerborgen havde ødelagt Hells Angels-skiltet, som prydede bygningen.
I månedsvis efterforskede politiet sagen, og på baggrund af de frembragte oplysninger har anklagemyndigheden vagt at rejse tiltale mod en 29-årig mand i sagen.
Den 29-årige mødtes angiveligt med svenskeren på Ørestads Boulevard ved shoppingcenteret Fields i København tre dage før sprængningen. Her fik den 29-årige overdraget en taske.
Svenskerens navn fremgår af anklageskriftet, men er anonymiseret i den udgave, som pressen, herunder Ritzau, har fået aktindsigt i.
Efter at have modtaget tasken sørgede den 29-årige for, at to endnu ikke identificerede gerningsmænd fik overdraget en bombe, som de bragte til sprængning ved rockerborgen.
Ifølge anklageskriftet var der tale om en hjemmelavet bombe fremstillet af forskellige kemikalier, nærmere bestemt en nitratforbindelse og en perchloratforbindelse.
Anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at sprængningen skete som led i en konflikt mellem Hells Angels på den ene side og banden Loyal To Familia på den anden.
Der har den seneste tid været særlig fokus på forbindelser af forskellig karakter mellem Danmark og Sverige, som relaterer sig til bandekriminalitet.
Politiet har meldt ud, at der via sociale medier ligefrem averteres efter svenske unge, som er villige til at tage turen over Sundet for at begå alvorlig kriminalitet i Danmark.
I de seneste uger er flere svenske statsborgere blevet fængslet i Danmark i forskellige sager om grove personfarlige forbrydelser.
Så sent som onsdag blev en svensk mand varetægtsfængslet, efter at han tirsdag blev anholdt og sigtet for at have været i besiddelse af to håndgranater, som skulle sprænges et sted i eller omkring København.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde