Ansat i stort selskab sigtes af politiet for insiderhandel

Københavns Byret beskytter mand med navneforbud i en sag om salg af aktier i et C25-selskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

En ansat i et større børsnoteret selskab er blevet sigtet af Bagmandspolitiet for at have udnyttet intern viden, da han solgte aktier i selskabet.

Selskabet er med på C25-indekset og hører dermed til blandt de mest handlede på fondsbørsen i København.

Manden skal have begået insiderhandel under skærpende omstændigheder, hævdes det i en sigtelse, som onsdag er blevet fremlagt i Københavns Byret.

Her har byretten besluttet at efterkomme et krav fra hans forsvarer, advokat Kåre Pihlmann, om at beskytte den sigtede med et navneforbud.

Det betyder, at det er forbudt at omtale sagen på en måde, så han kan blive identificeret i en videre kreds.

Salget af aktier skete sidste år. De blev solgt for 2,2 millioner kroner.

Men det skete på et tidspunkt, hvor han på grund af sin interne viden var klar over, at der var udsigt til et kursfald, hævder Bagmandspolitiet.

Ifølge sigtelsen skal manden have "deltaget" i insiderhandel, men det fremgår ikke, om andre personer ligeledes er sigtet.

- Sagen er på et meget foreløbigt stadie, og min klient er end ikke blevet afhørt, siger advokat Kåre Pihlmann.

Når efterforskningen er slut, skal jurister i Bagmandspolitiet, hvis officielle navn er SØIK, vurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale og dermed sende sagen til afgørelse i retten.

Politiet har tidligere generelt understreget, at insiderhandel undergraver tilliden til de finansielle markeder. Der findes flere eksempler på domme, der har givet ubetinget fængsel.