Antallet af bankrøverier er steget

Tal fra Finansrådet viser, at der i 2010 blev begået 132 bankrøverier i Danmark. Det er en stigning på 40 procent i forhold til året før, skriver Politiken fredag.

- Det er beklageligt at kunne konstatere en så markant stigning i antallet af røverier. Ikke mindst er det beklageligt i forhold til de bankansatte, der oplever disse overgreb, siger pressechef i Finansrådet, Mikael Winkler.

- Bankrøverier sætter dybe og varige men og hører til blandt de alvorligste arbejdsskader i finanssektoren.

Mikkel Winkler peger samtidigt på en mulig årsag til stigningen:

- En ganske banal forklaring kan være, at mange af de kriminelle, der laver bankrøverier, simpelthen ikke har været i fængsel i den pågældende periode.

Rigspolitiets statistikker bekræfter, at der skete en stigning i antallet af bankrøverier i 2010. Men Kim Kliver, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), understreger, at der samlet set ikke var flere røverier.

- Bankerne var sidste år et mere udsat mål for kriminelle. Til gengæld var der en nedgang i antallet af røverier mod andre mål.

Kim Kliver tror ikke, der findes en simpel forklaring på, at røverne i 2010 kastede deres kærlighed på bankerne:

- Der er til stadighed kriminelle, som har brug for hurtige penge, og for dem handler det om den konkrete mulighed og ikke så meget, om der er tale om en bank eller noget andet. Så det afhænger tit af den konkrete situation, hvad man vælger.

Finansrådet mener ikke, at bankerne skal gøre endnu mere for at forebygge røverier. Hvis bankerne indretter fæstningslignende filialer med bevæbnede vagter, er Finansrådet bange for, at det vil skabe mere voldelige røverier.

/ritzau/

2010 var vidne til en stigning i antallet af bankrøverier herhjemme.

Offentliggjort Sidst opdateret