Antallet af indbrud i dagene op til jul er tæt på halveret
Antallet af indbrud i dagen op til jul falder for tredje år i træk, viser tal fra Rigspolitiet. Julen er højsæson for indbrud. (Arkivfoto) Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Siden 2015 er antallet af anmeldelser om indbrud i dagene op til jul faldet med 45 procent.
Antallet af anmeldte indbrud i dagene omkring jul falder for tredje år i træk, viser tal fra Rigspolitiet. Fra 20. december til 25. december klokken 06.00 har politiet på landsplan modtaget 434 anmeldelser om indbrud.
På få år er der tæt på at være tale om en halvering i antallet af indbrudsanmeldelser.
I Rigspolitiets nationale situations- og operationscenter (Nisoc) vurderer vagtchef Erik Skriver, at der kan være en række forklaringer på det. Ud over oplysning om forebyggelse har politiet også været operativt på banen.
- Politikredsene har op til jul kørt en række indsatser, hvor man har været ude i områder og være meget synlige og overvåge, fortæller han.
- Og man har været ude at tage samtaler med personer, som vi tidligere har kendt for berigelseskriminalitet, op til juledagene og sige: "Goddag, hvordan går det? Vi ved godt, I er her, og vi holder øje med jer hen over julen", fortæller Erik Skriver.
Da der formentlig vil løbe flere anmeldelser ind i løbet af juledag, i takt med at folk vender hjem til deres bolig, vil antallet af anmeldelser nok stige.
Men sammenligner man tallene fra 20. december til 24. december, er der et fald.
Ifølge Rigspolitiets tal er der i den periode anmeldt 388 indbrud mod 458 sidste år. Og går man tilbage til 2015, var antallet af anmeldelser helt oppe på 703. Det svarer til et fald på 45 procent.
Politiets opgørelse er baseret på anmeldelsestidspunktet - ikke på gerningstidspunktet.
For at danne et mere præcist helhedsbillede arbejder politiet derfor med en såkaldt juleperiode, som løber fra 25. december til 3. januar.
Først efter nytår vil det altså være muligt at sammenligne disse såkaldte juleperioder over de seneste år.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned