Antallet af anmeldelser efter tyves besøg i private hjem er faldet for første gang i mange år. I første halvår af 2010 gik anmeldelserne om indbrud fra borgerne ned med 4,8 procent på landsplan i forhold til samme periode året forinden.
Det viser en opgørelse fra Politiken Research på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
- Vi har i stort omfang indsat specialpatruljer, der kun koncentrerer sig om indbrud. Derudover har vi i år indledt et samarbejde mellem politikredsene, siger Lars-Christian Borg, pressetalsmand ved Københavns Politi til Politiken.
- På Sjælland mødes vi ugentligt for at sammenkøre analyser af, hvem der står bag, hvornår og hvordan. Helt ned til, hvor gerningsmanden køber sit koben, siger Lars-Christian Borg.
Nedgangen fra 21.721 indbrud i de første seks måneder af 2009 til 20.675 i 2010 skal ses i sammenhæng med en hidtil eksplosiv vækst i anmeldelser. På fem år steg antallet af indbrud i private hjem med 65 procent frem til 2009, der blev et negativt rekordår med i alt 48.670 indbrud.
Selv om udviklingen tilsyneladende har taget en drejning, har tyvene langtfra indstillet deres jagt på fladskærme og bærbare computere. Oplandskommunerne til København oplever fortsat høje indbrudsrater i sammenligning med resten af landet.
Solrød og Greve ligger i toppen af listen over indbrudsramte byer. I Solrød fik politiet 9,8 anmeldelser om indbrud i private hjem per 1000 indbyggere i første halvår af 2010. Greve har 7,4 anmeldelser per 1000 indbyggere.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet