Århus-kvinde eftersøges i naturområde

Østjyllands Politi rykker fredag ud med hundepatruljer i naturområdet Egå Engsø ved Lystrupvej i udkanten af Århus for at finde spor af Lisbet Nielsen, der i en uge har været forsvundet fra sit hjem i Risskov ved Århus. Området gennemsøges også fra luften af en helikopter.

Lisbet Nielsen færdes en del i det store naturområde, hvor hun dyrker motion.

Den 46-årige sygeplejerske, der er mor til to drenge, blev sidst set fredag den 23. oktober, og politiet har nu taget de første skridt til en egentlig kriminalefterforskning, fordi det ikke kan udelukkes, at der er tilstødt hende noget.

- Men det er for tidligt at sige, om der kan ligge en forbrydelse bag kvindens forsvinden, siger vicepolitiinspektør Fritz Kjeldsen, Østjyllands Politi.

Torsdag undersøgte politiet kvindens lejlighed på Engholms Allé i Risskov for tekniske spor. De skal bruges, hvis det viser sig at ligge en forbrydelse bag kvindens forsvinden.

Afhøringer af hendes pårørende og kolleger på Århus Sygehus har ikke givet oplysninger, der kan forklare hendes forsvinden.

Lisbet Nielsen blev sidst set fredag ved 19-tiden i nærheden af sin bopæl. Mandag kontaktede hendes familie politiet.

Den forsvundne er 170 centimeter høj, slank til almindelig af bygning og med langt lyst hår.

/ritzau/

Den 46-årige sygeplejerske Lisbet Nielsen, der har været væk i en uge, eftersøgtes fredag med hunde og helikopter i naturområdet Egå Engsø uden for Århus.

Offentliggjort Sidst opdateret