Selv om to betjente identificerede en 34-årig italiensk astrofysiker som den mand, der om aftenen 14. december kastede to flasker efter dem på Christiania, fandt Københavns Byret ikke, at hans skyld i sagen var bevist.
Onsdag aften frifandt byretten den unge italiener, der blev anholdt fem minutter over midnat 15. december under optøjer på Christiania i forbindelse med FN's klimatopmøde. Han har siddet varetægtsfængslet siden.
I sit hjemland er den frifundne kendt som en ivrig klimadebattør og anerkendt forsker ved Trieste Universitet. Han var på Christiania, fordi han der havde deltaget i et debatmøde mellem den amerikanske professor Michael Hardt og den canadiske journalist Naomi Klein.
Da der efter debatten opstod tumult på stedet, søgte han sammen med flere italienske venner hen til Christiania-værtshuset Woodstock. Han vovede sig efter egen forklaring kun ud for at undersøge, hvad der var på færde, og vendte derefter tilbage til værtshuset.
Her blev han senere anholdt sammen med adskillige andre, og da han blev ført ud fra Christiania ventede tre politibetjente, der identificerede ham som flaskekasteren fra tidligere på aftenen.
Skønt de to betjente identificerede den frifundne i retten, beskrev de hans påklædning, da han kastede flasker mod dem, forskelligt. Den ene betjent sagde, at flaskekasteren havde en trekantet mørk hat på, mens den anden talte om en grøn hue.
Derudover blev de to betjentes vidneudsagn udfordret af to italienere, der var fløjet til Danmark for at vidne til fordel for den frifundne. De fortalte begge retten, at de havde været sammen med den anklagede på Woodstock, da han angiveligt skulle have kastet med flasker.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde