Presset på Center Sandholm er så stort, at Røde Kors flere gange har været tvunget til at indkvartere asylsøgerne på hoteller og vandrehjem i Hillerød for at tage toppen af den massive overbelægning.
Det fortæller generalsekretær for Dansk Røde Kors Anders Ladekarl.
- Vi har oplevet at have 200 flere beboere på Center Sandholm, end der er plads til. Vi har gennem en årrække forsøgt at råbe de ansvarlige politikere op og appellere til, at vi får flere pladser, siger Ladekarl.
Så sent som i marts måtte Røde Kors indkvartere op mod 175 asylansøgere i feriehytter i den mondæne ferieby Karrebæksminde. Regningen for dén manøvre kendes ikke.
Center Sandholm har plads til i underkanten af 600 beboere. Men i perioder runder antallet af beboere 800 med 850 som det foreløbige højdepunkt.
Røde Kors kæder onsdagens drab på en 30-årig afghaner på Center Sandholm, sammen med overbelægningen, og ifølge Røde Kors må politiet oftere og oftere tilkaldes til voldsomme slagsmål mellem asylsøgerne inden for murene.
Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, siger, at Røde Kors bærer en del af ansvaret for tingenes tilstand i Center Sandholm, som Røde Kors driver.
- Normeringen på centrene sker i samarbejde med Røde Kors, og de får en ydelse for hver asylansøger. De er altså selv med i den dialog, der er med udlændingeservice om, hvor mange centre vi skal have, siger Karsten Lauritzen.
Men Røde Kors melder hus forbi.
- Det er simpelthen ikke korrekt, at vi er med til at bestemme, hvor mange beboere asylcentrene skal tage imod. Det er slet ikke op til os. Vi skal sørge for så gode forhold som muligt for de folk, der kommer hertil, og derfor presser vi også voldsomt på for at få flere pladser til de her mange mennesker, siger Anders Ladekarl.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned