Avis er stadig under skærpet overvågning

Politiet i Århus opretholder den skærpede overvågning omkring Morgenavisen Jyllands-Posten og bladets tidligere tegner Kurt Westergaard.

Chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen oplyser, at overvågningen fortsætter, indtil der kommer mere klarhed over bombemandens identitet.

- Så længe vi ikke ved, hvem manden er, og om han er del af et netværk, så opretholder vi den skærpede overvågning, siger Bent Preben Nielsen.

Politiet i Århus og København er i løbende kontakt, og en eventuel yderligere forlængelse af den skærpede overvågning vil blive besluttet senere mandag.

På grund af terrortruslen har Jylland-Posten i sommer - på PET's anbefaling - fået opført et to en halv meter højt gitterhegn omkring hele bladets hovedsæde i Viby. Adgang til bladhuset ske gennem særlige sluser.

Kurt Westergaard, der bor få hundrede meter fra bladhuset, er konstant beskyttet af livvagter.

Den 30. oktober i fjor blev der sendt en mystisk pakke til tegnerens adresse.

Kurt Westergaard blev evakueret, ligesom en del andre beboere i området fik besked om at forlade deres hjem.

Politiet tog ingen chancer og bomberydderne fra Skive blev tilkaldt og tilintetgjorde pakken, der viste sig at have et "uskyldigt" indhold.

/ritzau/

Foto: POLITIFOTO/POLFOTO

Efter bombesprængningen på Hotel Jørgensen i fredags bliver Jyllands-Posten i Viby overvåget ekstraordinært.

Offentliggjort Sidst opdateret