Bagbandt ægtepar med tape: Hjemmerøvere jages fortsat
Tre hjemmerøvere er fortsat på fri fod tidligt torsdag morgen, efter at de brød ind i et ældre ægtepars bolig i nærheden af Ringsted onsdag aften.
Røverne truede ægteparret med en pistol og bagbandt dem med tape, hvorefter de fik udleveret nogle hævekort og et mindre kontantbeløb.
- Derefter forsvinder de i parrets bil, oplyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi onsdag aften.
Efter et stykke tid lykkedes det ægteparret ved egen hjælp at komme fri og slå alarm. Det skete klokken 19.50.
- Vi har endnu ikke fundet røverne, der alle var maskerede og klædt i mørkt tøj. De talte dansk, men med udenlandsk accent, siger vagtchef Allan Kronvold fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Hvordan røverne trængte ind i huset på Ømarksvej syd for Ringsted, holder politiet foreløbig for sig selv.
Ægteparret kom ikke fysisk til skade under den ubehagelige hændelse, men er ifølge vagtchefen "ekstremt påvirket" af situationen.
Politiet vil meget gerne høre fra folk, som måtte have bemærket noget usædvanligt omkring Ømarksvej onsdag aften.
Parrets bil, som røverne stak af i, blev torsdag formiddag fundet efterladt ved en landbrugsejendom i Vetterslev-området. Bilen bliver nu undersøgt af politiets kriminalteknikere.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned