Bagmænd i sag om sort arbejde får fængsel
Flere hundrede mennesker arbejdede sort på forskellige byggepladser. Det fastslår Retten i Glostrup onsdag, hvor bagmændene er idømt fængsel efter en langvarig sag.
André Mathorne Weywadt Thomsen var direktør i anpartsselskabet Thomsen & Co Entreprenører og er ligesom to andre fundet skyldig i at have unddraget moms og skat for 12,6 millioner kroner.
Straffen til Thomsen er fastsat til fængsel i to år og seks måneder, og samme straf får Sebastian Ravn-Knudsen. En tredje medspiller, Michael Larsson, er idømt fængsel i to år og tre måneder.
Larsson, der er med i rockergruppen Bandidos, er tidligere dømt for besiddelse af en pistol, og derfor er straffen en tillægsstraf.
Den fjerde mand i inderkredsen, Kristian Berner Pedersen, deltog ikke i helt samme omfang i kriminaliteten og er derfor straffet med fængsel i et år og ni måneder.
Under sagen har de tiltalte nægtet sig skyldige, og de har straks anket til frifindelse i Østre Landsret.
- Vi er tilfredse med dommen, siger anklager Bjørn Sejr til Ritzau.
- Der er tale om en god efterforskning, tilføjer han om det arbejde, som betjente i specialenheden Task Force Øst har udført.
Fire andre mænd er blevet dømt for at være stråmænd, idet de udstedte fiktive fakturaer på arbejdskraft. De er straffet med fængsel fra fire til otte måneder.
Den niende person på anklagebænken er hustru til en af hovedmændene. Retten har frifundet hende, fordi hun ikke havde en så klar tilknytning til virksomheden, at hun kunne gøres ansvarlig for skattesnyderiet.
Sagen har haft en lidt omtumlet færd, fordi anklagemyndigheden i første omgang skrev et fejlagtigt anklageskrift.
I øvrigt er der i forbindelse med dommen konfiskeret en million kroner i kontanter.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker