Ballade om hue kulminerede med vold og afpresning

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

To unge mænd med psykiske udfordringer er blevet dømt for overfald.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Det handlede tilsyneladende om en hue, da en ung mand natten til 25. september blev slået og sparket i sin lejlighed i Nakskov. To 23-årige mænd blev senere samme dag anholdt og varetægtsfængslet, og 6. december blev de begge fundet skyldige i vold og afpresning, men det trak ud med at udmåle straffen.

Der skulle nemlig udarbejdes retspsykiatriske erklæringer om de to 23-årige, og derfor blev den endelige dom først afsagt i slutningen af februar. Erklæringerne fastslog, at den ene af dem er mentalt retarderet.

Han blev derfor dømt til at undergive sig tilsyn af kommunen og efterkomme det, hvis kommunen bestemmer, hvor han skal opholde sig, og hvad han skal arbejde med. Kommunen har også magt til at bestemme, at han skal anbringes på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap - der er ikke sat loft over, hvor længe det gælder.

Om den anden 23-årige konkluderer den retspsykiatriske erklæring, at han er omfattet af straffelovens paragraf 69 - den handler om personer med "mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner". Man kan dog ikke anbefale noget mere effektivt end en regulær straf, og han blev derfor idømt otte måneders fængsel.

De to blev dømt for at have givet den unge mand flere lussinger og for at have sparket ham i hovedet, så han slog hovedet ind i en håndvask. Det resulterede alt sammen i to blå øjne, en blødende flænge i hovedet og flere dage med ondt i hovedet. Som nævnt handlede det tilsyneladende om en hue.

Huen havde en af de 23-årige dekoreret med teksten "Ghetteboyz" - de havde nemlig lavet en bande. De havde spurgt den unge mand, om han ville være med. Det ville han ikke, men han ville gerne være supporter, og så havde han fået huen.

Men da han havde gået med huen, var han blevet truet af nogle andre. Det havde så på en eller anden måde ført til, at de to 23-årige krævede huen tilbage, slog ham og forlangte, at han skulle betale en dummebøde for at have gået med huen. Inden en uge skulle han give dem sin mobiltelefon og computer eller 10.000 kroner, ellers ville de klippe hans fingre af.

Den ene 23-årige erkendte at have givet nogle lussinger, men derudover nægtede de to sig skyldige. Retten fandt dog offerets forklaring troværdig, og ud over de førnævnte straffe blev de også dømt til at betale en mindre erstatning til offeret, fordi hans bukser var blevet plettet af blod.

De to 23-årige er i øvrigt begge i maj 2020 blevet dømt for trusler, hærværk og brugstyveri af et køretøj, og de har valgt at modtage den nye dom.