Bandefolk bundet til stole og sat ild til i Næstved
Der er grundlovsforhør klokken 13 fredag i Retten i Næstved. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
To personer er blevet fængslet i sag, hvor to personer blev bundet til stole og sat ild til i Næstved.
To mænd på 31 og 34 år er fredag blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør i Retten i Næstved.
Mændene blev anholdt torsdag og sigtet for drabsforsøg, efter at politiet var blevet tippet om, at to personer med banderelationer på en adresse i Næstved som afstraffelse var blevet bundet til hver deres stol og sat ild til.
Det skrev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
- Det, vi har oplevet i denne sag, er en ualmindelig afstumpet og uhørt adfærd. Der er sat en massiv efterforskning i gang, og vi kan ikke afvise, at der vil komme yderligere anholdelser, sagde politiinspektør Kim Kliver i pressemeddelelsen.
De to mænd, der er blevet anholdt og sigtet, er blevet varetægtsfængslet frem til 21. december.
Mens de af politiet blev sigtet for drabsforsøg, så mente dommeren i grundlovsforhøret, at der kun var grundlag for at fængsle dem for begrundet mistanke om grov vold, skriver Sjællandske Nyheder.
Mediet referer ligeledes fra sigtelsen, hvoraf det fremgår, at mændene blev anholdt sent torsdag eftermiddag.
Det var sent om aftenen 5. november, at de to mænd, der ifølge politiet skulle afstraffes, på en adresse på Kildemarksvej i Næstved blev sat ild til efter at være blevet overhældt med en brændbar væske.
De to personer er blevet indlagt med alvorlige forbrændinger. Politiet skriver, at de skulle straffes, fordi de skulle have forbrudt sig mod det interne adfærdskodeks i den klub, de var tilknyttet.
Efter at sigtelsen var blevet læst op, blev dørene til grundlovsforhøret lukket af dommeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker