Bandeleder kan være fri på mandag

Efter knap to et halvt år bag tremmer kan en af de centrale skikkelser i bandemiljøet i København igen gøre sig håb om at trække frisk luft i lungerne.

Sagen om bestilling af lejemord mod 35-årige "Store A", der ifølge politiet er lederen af Blågårds Plads Banden i København, slutter mandag i Østre Landsret, og hvis han - ligesom i byretten - bliver frifundet, skal han ifølge sin advokat, Merethe Stagetorn, løslades.

- Jeg formoder, at han bliver løsladt, for allerede i februar i år havde han afsonet de totredjedele af straffen for de andre forhold i sagen, der gør det muligt at prøveløslade ham, siger hun.

"Store A" blev i byretten i sommer idømt tre år og seks måneders fængsel for vold og afpresning, mens han med snæverst mulige margin blev frifundet for anklagen om, at han i 2006 bestilte polske lejemordere til at gøre det af med fem rivaler i underverdenen.

Han har siddet varetægtsfængslet siden 7. november 2007 - altså i to år og fem måneder - og dermed vil en stadfæstelse af byrettens dom betyde, at han kan prøveløslades, fordi det normalt er sådan, at indsatte kan begynde en udslusning fra fængslet efter afsoning af totredjedele af deres dom.

Inden "Store A" kan gøre sig håb om frihed skal nævninge og landsdommere dog nå til samme resultat som byretten, og det kæmper sagens anklager Lone Damgaard imod.

- Der er ingen tvivl om, at A bestilte de hardcore kriminelle fra Polen til at begå drab i Danmark, og derfor bør retten dømme ham for drabsforsøg, sagde hun torsdag i sin procedure i retten.

De påståede planer om lejemord blev aldrig ført ud i livet. Ifølge anklagemyndigheden, fordi der opstod strid om prisen mellem lejemorderne og "Store A". Ifølge "Store A", fordi han aldrig har bestilt drabene.

Østre Landsret afsiger dom i sagen på mandag.

/ritzau/

Omstridt bandeleder kan nu se frem til at komme på fri fod, hvis landsretten følger byrettens beslutning om at frifinde ham for at bestille lejemord på rivaler.

Offentliggjort Sidst opdateret