Bandemedlem dømt for overfald på fængselsbetjent

Arkivfoto Foto: Anders Knudsen

En 22-årig mand er blevet idømt et halvt års fængsel for at have slået en fængselsbetjent

Offentliggjort Sidst opdateret

6 måneders fængsel er en ung mand blevet idømt, efter at han slog og forsøgte at slå to fængselsbetjente flere gange i hovedet med knyttet hånd under sin afsoning i Storstrøm Fængsel.

Det skriver Sydsjællands Anklagemyndighed på Twitter.

Overfaldet skete i april i år.

Ifølge Fængselsforbundet skete overfaldet på fangens celle i det øjeblik en betjent trådte ind. Fangen ramte betjenten på siden af hovedet, og løb så hen mod den anden betjent og slog ud efter ham.

Det lykkedes derefter betjentene at få kontrol over manden, der er 22 år og, ifølge Fængselsforbundet, tilknyttet til banden Loyal To Familia.