Bandemedlem får otte års fængsel for våbenlager i kælder
Københavns Byret har torsdag idømt en 20-årig mand fængsle i otte år for at gemme et større våbenlager i en kælder på Nørrebro i København. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Som led i bandekonflikten i København lå blandt andet to maskinpistoler gemt på Nørrebro.
Et kælderrum på Nørrebro i København bugnede sidste efterår med våben, der skulle bruges som led i en verserende bandekonflikt.
Det store våbenlager koster den 20-årige Abdallah Mohammad Machal otte års fængsel, har Københavns Byret torsdag afgjort.
Lageret blev afsløret 26. september sidste år, hvor politiet opdagede 11 skydevåben - syv pistoler, to maskinpistoler, en revolver og en riffel - gemt i det københavnske kælderrum.
Byretten mener dog ikke, at Machal er en større bagmand i sagen, fortæller anklager Line Steffensen.
- Retten lagde på baggrund af hans egen forklaring til grund, at han havde haft en underordnet rolle i sagen, siger hun.
Machal har tilknytning til banden Loyal To Familia, LTF, og det var også en faktor i strafudmålingen i en skærpende retning.
Det skyldes, at når forbrydelser sker som led i en bandekonflikt, kan straffen stige med indtil det dobbelte.
Alligevel er de otte år ikke, hvad Line Steffensen havde håbet på. Hun mener, at den enorme mængde våben - herunder to fuldautomatiske - skulle føre til en straf på mellem 10 og 12 års fængsel til manden.
- Nu skal vi læse dommen igennem, og så overvejer vi, om vi skal indstille den til anke, siger hun.
Hvis anklagemyndigheden vurderer, at sagen bør ankes, indstilles det til statsadvokaten, der beslutter, om dommen ankes til strafskærpelse i landsretten.
Det skal ske inden 14 dage.
Machal accepterede dommen, og anker den altså ikke til landsretten.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde