Bandemedlem havde automatriffel og maskinpistoler under konflikt

Retten i Randers har fredag idømt en 32-årig mand 14 års fængsel i en sag om våben. Han ankede dommen på stedet. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det koster en 32-årig mand 14 års fængsel, at han var i besiddelse af flere våben under en bandekonflikt.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 32-årig mand, som er medlem af en bandegruppering, er fredag blevet idømt 14 års fængsel af Retten i Randers i en sag om besiddelse af flere skydevåben.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Ifølge retten har manden haft våbnene som del af en bandekonflikt, og derfor er han dømt efter straffelovens paragraf 81a.

Den kaldes også "bandeparagraffen".

- Det er en historisk hård dom. Der er ikke retspraksis på våbenlovssager, hvor straffen har været så høj, siger specialanklager Jhin Heine Lee fra NSK til Ritzau.

Ifølge anklageskriftet mod 32-årige Michael Tan Hoang Chau har han været i besiddelse af våbnene i 2021 i Viby ved Aarhus.

Han er fundet skyldig i besiddelse af en automatriffel, to maskinpistoler, tre pistoler, en revolver og en gas- og signalpistol.

Jhin Heine Lee fortæller, at retten blandt andet har lagt vægt på, at der er andre medgerningsmænd, som har erkendt, at våbnene fandtes.

Nogle af våbnene har den tiltalte delt videoer af på det sociale medie Snapchat. Her har retten lagt vægt på de kriminaltekniske undersøgelser.

Ifølge anklageskriftet er det politiets opfattelse, at den bandekonflikt, som sagen handler om er en konflikt mellem Brabrandgruppen på den ene side og Rosenhøj-gruppen og Trillegårdsgruppen på den anden side.

Findes man skyldig efter bandeparagraffen kan straffen stige til det dobbelte af det normale.

Ud over våbendelen har sagen også drejet sig om inddrivelsen af en narkogæld.

Derfor er den 32-årige mand også dømt for at have inddrevet en gæld på mindst 2,1 millioner kroner.

Michael Tan Hoang Chau ankede sin dom på stedet.

Ifølge pressemeddelelsen fra NSK blev han også idømt et opholdsforbud. Det betyder, at han i en periode på ti år ikke må opholde sig i Viby J.

/ritzau/