Bandemedlem skal i isolation for fængselsskud

Politiet venter flere fængslinger i sagen, hvor en fængselsbetjent blev overfaldet og skudt i benet i juli.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 20-årig mand med tilknytning til banden Black Army er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger for skud mod en fængselsbetjent i Nyborg Fængsel.

Den første uge skal han sidde i isolation, oplyser anklager Kirsten Flummer, Fyns Politi.

Det var 12. juli, at en fængselsbetjent blev skudt i benet, men først mandag blev den 20-årige anholdt og sigtet for skuddene mod betjenten.

Da han tirsdag var i grundlovsforhør i Retten i Svendborg, nægtede han sig skyldig, siger Kirsten Flummer.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, fordi politiet mener, at der er medgerningsmænd på fri fod.

- Vi ved godt, at der var flere end en person om det, siger Kirsten Flummer. Hun venter flere anholdelser i sagen.

Skuddene mod fængselsbetjenten faldt sent på aftenen 12. juli, da manden var ved at parkere sin cykel i et skur foran fængslet inden sin nattevagt.

Han blev truet til at lægge sig ned på jorden, og derefter blev han skudt flere gange i benet.

Efter at have skudt løb gerningsmanden hen til en Opel Astra, der holdt og ventede på ham i nærheden.

Under arbejdet med at opklare sagen har politiet offentliggjort en overvågningsvideo, hvor man ser fire personer stjæle nøglerne til bilen under et indbrud i Vissenbjerg.

Efter skudepisoden blev den fundet udbrændt på en rasteplads i Hjulby.

Den 20-årige Black Army-mand er sigtet for at skyde fængselsbetjenten, og ved grundlovsforhøret tirsdag fandt dommeren mistanken mod ham tilstrækkeligt begrundet til at varetægtsfængsle ham.