Bandeuro får politiet til at forlænge visitationer
Aktiviteten i bandemiljøet i og omkring hovedstaden giver rynkede bryn hos ordensmagten.
Politiet i København, på Vestegnen og i Nordsjælland har derfor valgt at forlænge tidsrummet for to såkaldte visitationszoner.
Zonerne omfatter dele af Indre By, Nørrebro, Østerbro, Frederiksberg, Vanløse og Brønshøj samt områder i Gladsaxe, Herlev og Ballerup kommuner.
Også i et område i Kokkedal må betjente vende folks lommer uden at have en konkret mistanke.
- Det er politiets opfattelse, at der fortsat foreligger en særdeles skærpet trusselsvurdering, hvilket blandt andet ses ved en bekymrende manifestation af bandegrupperingernes tilstedeværelse, siger Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet lægger blandt andet vægt på, at flere medlemmer af bandemiljøet på det seneste nærmest er begyndt at bruge uniformer i form af ensartede trøjer med skrift, som signalerer bandetilhørsforhold.
Visitationszonerne blev i første omgang oprettet henholdsvis 12. januar på Vestegnen og 14. januar i København og i Nordsjælland efter flere episoder med brug af blandt andet knive og skydevåben i hovedstaden.
Politiet i alle tre kredse har nu valgt at forlænge perioden for visitationszonerne frem til 12. februar.
Og i den periode må man indstille sig på, at man uden videre kan blive kropsvisiteret af politiet, hvis man befinder sig i zonen.
Normalt må politiet kun kropsvisitere folk, hvis der er en bestemt grund til at antage, at den pågældende ikke har rent mel i posen.
Politiloven giver dog mulighed for at indføre de såkaldte visitationszoner, som i et afgrænset område i en afgrænset periode giver politiet mulighed for at visitere alle uden videre.
I København mødte forleden cirka 50 fra BGP fra Blågårds Plads op ved Forum. Og politiet i hovedstaden har netop øget den synlige patruljering, fordi bandemedlemmer flere steder opfører sig intimiderende over for andre.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde