Bandidos-rocker dømt for brutalt overfald med økse
Politiet anholdt en 33-årig mand om aftenen efter et overfald i september sidste år. Torsdag er han blevet idømt fængsel i tre et halvt år for overfaldet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En 33-årig rocker arrangerede overfald på 45-årig mand med økse. Han dømmes for grov vold og ikke drabsforsøg.
En 45-årig mand blev 30. september sidste år udsat for et brutalt overfald ved en ejendom ved Gørlev på Vestsjælland.
Adskillige ansigtslæsioner, et kraniebrud og flere andre læsioner var blandt mandens skader.
Torsdag er et Bandidos-medlem blevet idømt tre år og seks måneders fængsel for overfaldet, hvor der blev brugt en økse. Dommen er faldet i Retten i Holbæk, hvor et nævningeting har afgjort sagen.
Ifølge Ekstra Bladet er den dømte mand 33-årige Nicolas Nielsen, der er medlem af Bandidos og tilknyttet rockerklubben Holbæk-chapter i Jyderup.
Den 33-årige bandidosrocker kørte ifølge retten til stedet, hvor den 45-årige blev overfaldet, i en bil sammen med flere andre uidentificerede personer. Personerne var bevæbnede med bats og i hvert fald en økse.
Overfaldet skete ifølge retten på foranledning af Nicolas Nielsen. Men det er ikke bevist, at han selv tog aktiv del i overfaldet.
Blandt andet derfor - og på grund af den 45-åriges skader - fandt retten det ikke bevist, at der var tale om drabsforsøg. Derfor blev den 33-årige rocker i stedet dømt for grov vold, hvilket kan dømmes mildere.
Nicolas Nielsen har under sagen nægtet sig skyldig. Han vil nu overveje, om han skal anke til dommen til landsretten. Anklagemyndigheden har ligeledes mulighed for at anke.
Nævningene og dommerne var i retten enige om, at Nicolas Nielsen skulle dømmes for grov vold, men der var ikke helt enighed om, hvad straffen skulle være.
Således stemte tre for en straf på fire års fængsel, mens et flertal på ni mente, at straffen skulle være fængsel i tre et halvt år.
Den 33-årige rocker blev anholdt senere samme aften, som overfaldet fandt sted. Dagen efter blev han varetægtsfængslet, og han har siddet fængslet siden.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet