Bandidos-rockere: En fængslet fem løsladt
Foto: Bax Lindhardt /Scanpix
Bax Lindhardt /Scanpix
En 23-årig mand, der er medlem af rockergruppen Bandidos, er torsdag i et grundlovsforhør ved Retten i Helsingør blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Manden tager ansvaret for to skarpladte pistoler og en mindre mængde amfetamin, som politiet fandt onsdag under en ransagning i rockergruppens klubhus på Hejreskovvej i Kvistgård.
Fem andre Bandidos-rockere blev løsladt. Blandt dem er Bandidos' præsident for Europa og Asien, Michael "Kokken" Rosenvold.
De fem løsladte mænd, der er mellem 22 og 44 år, er dog alle fortsat sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
Anklagemyndigheden overvejer, om løsladelserne skal kæres til landsretten, oplyser pressemedarbejder Henrik Suhr, Nordsjællands Politi.
Med varetægtsfængslingen af den nordsjællandske Bandidos-rocker er i alt tre medlemmer af rockergruppen fængslet efter en koordineret politiaktion onsdag.
Aktionen i rockerborgen i Kvistgård var kun et af 18 rockertilholdssteder på Sjælland, der fik besøg af politiet. Ikke mindre end 114 rockere blev tilbageholdt.
Politiets aktion skyldtes efterretninger om, at en ny rockerkrig er under opsejling. Det blev taget som et tegn på, at noget er i gære, da en 17 ton tung lastbil natten til onsdag kørte ind i et Bandidos-klubhus på Amager.
I alt otte rockere var torsdag for en dommer. Ved Retten i Roskilde blev to Bandidos-rockere varetægtsfængslet i hver fire uger for besiddelse af et farligt våben, der blev fundet i en rockerborg i Køge.
Ud over de skydeklare våben fandt politiet ved ransagningerne i rockerborgene magasiner til skydevåben, knojern, økser og slagvåben. Desuden blev der beslaglagt blandt andet hash og dopingstoffer.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned