En 38-årig Bandidosrocker er af Københavns Byret blevet kendt skyldig i groft skattesvig og idømt en straf på to et halvt års fængsel.
De to år af fængselsstraffen er betinget på grund af, at det har taget lang tid at få sagen gennem retssystemet.
Ud over fængselsstraffen skal manden betale det millionbeløb, som han i nogle nedrivningsselskaber har snydt det offentlige for i moms, skat, arbejdsmarkedsbidrag og SP-pension. Endelig skal han betale en bøde på godt og vel 1,8 millioner kroner.
Retssagen mod Bandidos-rockeren har i sjælden grad været ramt af uheld. Den skulle have været afgjort i 2006, men den har måttet gå om to gange.
Første gang fordi en domsmand talte over sig i sin frimurerloge og blev erklæret inhabil. Anden gang standsede sagen umiddelbart inden domsafsigelsen, fordi en domsmand faldt for rettens aldersgrænse.
Desuden har retsmøder gang på gang måttet udskydes på grund af tiltaltes sygdom, og fordi politiet i en periode ikke kunne finde rockeren, der det meste af tiden opholder sig i Frankrig. Han har også under sagens forløb været gennem en fedmeoperation og på en længere rejse til Gran Canaria.
Tirsdag lykkedes det endelig for byretten at få sagen gjort færdig.
Rockeren var ifølge anklagemyndigheden edderkoppen i et spind af mennesker, der gennem forskellige nedrivningsselskaber snød skattevæsnet for over 6,1 millioner kroner.
Sammen med to andre mænd skal han nu betale over fem millioner kroner tilbage til skattevæsnet. Derudover skal han selv betale godt 860.000 kroner til Gilleleje Kommune.
Som begrundelse for at lade en stor del af fængselsstraffen være betinget henviser byretten i dommen direkte til den meget lange tid, det har taget at få sagen behandlet, og hvoraf den første del af forsinkelsen ikke skyldtes Bandidosrockeren selv.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker