En yngre mand slap torsdag af sted med penge fra Handelsbankens afdeling på Farum Hovedgade i Farum. Hans flugtbil er fundet, men politiet står uden spor af røveren.
Det var kort efter klokken 11, at manden kom ind i banken og truede personalet med kniv til at udlevere penge, som meget traditionelt blev stoppet ned i en gul Netto-pose.
Hvor mange penge det lykkedes røveren at slippe af sted med er foreløbig ukendt, oplyser vagtchef Henrik Ejby, Nordsjællands Politi.
Efter røveriet løb røveren over gaden til en parkeringsplads, hvor han smuttede ind i en bil og forsvandt. Imidlertid havde årvågne vidner taget bilnummeret, så politiet kort tid efter fandt bilen i nærheden af Farum Midtpunkt.
Tilsyneladende har ingen set, hvordan manden fortsatte fra Farum Midtpunkt.
Røveren er 20-23 år. Han beskrives som mellem 180 og 185 centimeter høj og mørk i huden. Under røveriet havde han en sort North Face jakke og en rød elefanthue af den slags, som man bruger under en styrthjelm.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker