Bankdirektør får bøde i sag om luksusvilla i Spanien
Vestre Landsret i Viborg har fredag stadfæstet en dom til den tidligere direktør i Ebh Bank, Finn Strier Poulsen. Foto: Free/Free / Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau/arkiv
Free / Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau/Free
Ebh Bank-chef spurgte ikke bestyrelse om bevillinger til overtagelse af villaen Casa Alma i Sydspanien.
Den tidligere direktør i Ebh Bank Finn Strier Poulsen er fredag af Vestre Landsret fundet skyldig i at have overtrådt lov om finansiel virksomhed.
Tilbage i 2008 gav han en pantebrevshandler to kreditter på i alt 35 millioner kroner til købet af et selskab, der ejede luksusvillaen Casa Alma ved Marbella i Spanien.
Men han sikrede sig ikke bestyrelsens samtykke, selv om både han selv og hans hustru havde en væsentlig økonomisk interesse i aftalen.
Hustruens selskab ejede en del af Casa Alma-selskabet, og han havde kautioneret for 3,3 millioner kroner for selskabets gæld.
Vestre Landsret idømmer Finn Strier Poulsen en bøde på 10.000 kroner, hvilket er en stadfæstelse af en dom fra Retten i Hjørring.
Poulsen har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig i den tiltale, som Bagmandspolitiet har rejst.
Ved domsafsigelsen i februar reducerede byretten bøden på grund af den lange tid, der er gået, siden forholdet blev begået.
Fredagens dom vil muligvis komme til at spille en rolle i den langt større retssag, som i begyndelsen af september blev indledt i landsretten.
Finansiel Stabilitet kræver i alt 718 millioner kroner i erstatning af blandt andre Finn Strier Poulsen, der sammen med den øvrige direktion, bestyrelsen og revisionen er sagsøgt. Påstanden er, at de sagsøgte har optrådt uansvarligt. I det store beløb indgår også bankens tab på netop Casa Alma.
Hos Bagmandspolitiet har Finansiel Stabilitet, der overtager nødlidende pengeinstitutter, fået aktindsigt i politiets rapporter om afhøringer i forbindelse med sagen om Casa Alma.
Men Finn Strier Poulsens advokat, Arvid Andersen, har protesteret imod, at politiets materiale indgår som bilag i den store civile retssag.
I øvrigt er erstatningssagen den mest omfattende retssag nogensinde i Vestre Landsret. Der er planlagt cirka 112 retsmøder.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker