Bankdirektører får først dom i foråret 2014
De to tidligere direktører i Sparekassen Himmerland og Ebh Bank må vente til marts næste år, før det afklares, om de lavede fupnumre med aktiemarkedet.
Vestre Landsret har netop planlagt ankesagen mod Svend Jørgensen, Finn Strier Poulsen og tre ansatte i de to pengeinstitutter.
Efter at have forhandlet med de involverede advokater har landsretten nu bestemt, at sagen begynder 11. marts 2014.
Sagen er rejst af Bagmandspolitiet, og det er første gang, at et pengeinstitut er anklaget for kursmanipulation.
Da Retten i Hjørring i foråret bedømte sagen, lød resultatet på en bøde på fem millioner kroner til Sparekassen Himmerland.
Under finanskrisen i 2008 forsøgte sparekassen og banken at sikre sig ved at indgå en alliance.
Men de to chefer gik for vidt, da de i smug aftalte at holde hånden under kursen på sparekassens aktier, mente retten.
Markedet fik vildledende signaler om efterspørgslen og kursen, da Ebh Bank købte for cirka fire millioner kroner aktier, fremgår det af dommen.
Retten i Hjørring gav ikke Bagmandspolitiet fuldt medhold, og også forsvarerne mødte modvind.
- Dommen afspejler, hvor kompleks og uklar en lovgivning, der er tale om. Og hvor vanskeligt det er for mennesker at agere i dette miljø, har Svend Jørgensens forsvarer, advokat Jakob Lund Poulsen, sagt.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde