Stik imod hendes ønsker placerede banken kvindens penge i risikable obligationer.
Østre Landsret dømmer banken til at betale kvinden erstatning på næsten 89.000 kroner, og desuden skal banken af med 125.000 kroner til statskassen i sagsomkostninger.
Forbrugerombudsmanden har varslet en stribe tilsvarende sager mod DiBa Bank, som ikke har villet rette sig efter en afgørelse fra Pengeinstitutankenævnet.
Sagen drejer sig om de såkaldte Scandinotes og Kalvebod obligationer, som har vist sig at være så risikable, at en række almindelige bankkunder er blevet påført tab.
I aftalen med banken bad kvinden udtrykkeligt om investering med lav risiko. Men alligevel handlede DiBa Bank i strid med aftalen.
Banken har hævdet, at kvinden selv burde have grebet ind og kunne have gjort indsigelse, da hun modtog salgsnotaer fra banken.
Men dommerne fastslår, at banken ikke kunne gå ud fra, at kunden løbende ville vurdere risikoen ved de enkelte investeringer eller risikoprofilen for den samlede portefølje af værdipapirer.
DiBa Bank A/S har otte ugers frist til at beslutte, om de vil anke afgørelsen.
- Vi vil nu bruge den kommende tid på grundigt at vurdere dommens præmisser i samråd med vores eksterne juridiske rådgivere og herefter beslutte, om vi ønsker at få prøvet sagen ved Højesteret, siger direktør Petter Blondeau.
Kunden har fået fri proces til at føre retssagen, som Forbrugerombudsmanden er indtrådt i på hendes side.
Investeringerne foregik fra 2004 til 2008.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned