Bankrøver skyder under røveri i Hadsund

Nordjyllands Politi er fredag eftermiddag på jagt efter en bankrøver. Røveren slog til mod Østjydsk Bank i Hadsund ved 16-tiden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge vagtchefen Aage Pedersen hos Nordjyllands Politi er der blevet affyret et skud i forbindelse med røveriet.

- Det er ikke sket inde i banken, men da han løber fra stedet, er der nogle vidner, som sætter efter ham, og der affyrer han et skud op i luften, siger han.

Politiet ved endnu ikke, om røveren har været bevæbnet med en rigtig skarpladt pistol, eller om der har været tale om en signalpistol, der skyder med løst krudt.

Røveren forsvandt fra stedet i retning mod en parkeringskælder, hvor han havde en flugtbil stående klar.

- Det var en stjålet Ford Escort, som vi siden har fundet ude ved noget, der hedder Dokkedal Camping, fortæller Aage Pedersen fra Nordjyllands Politi.

Derefter er røveren stukket af på anden vis, og politiet ved ikke, hvor han befinder sig. Men håbet er lysegrønt hos de nordjyske efterforskere.

- Han kommer ind i banken ved at smadre en rude og i den forbindelse skærer han sig og efterlader blodspor, fortæller Aage Pedersen.

Røverens blod kan politiet sende til retsgenetisk undersøgelse, hvor eksperterne formentlig vil være i stand til at bestemme mandens dna-profil.

Hvis manden tidligere har været sigtet for en grovere forbrydelse, vil hans dna-profil være gemt i politiets dna-register, og så klapper fælden.

/ritzau/