Bankrøvere benægter våbenbrug

Alle tre litauiske bankrøvere nægtede lørdag formiddag i et grundlovsforhør i Århus Byret at have brugt skarpladte skydevåben under et røveri dagen forinden mod en Nordea-afdeling på Randersvej i den nordlige del af byen.

Under politiets efterfølgende jagt på dem blev en politihund skudt og en politibetjent truet med våben af den ene af røverne.

De tre mænd på 27, 31 og 32 år erkendte sig dog skyldig i bankrøveriet og i tyveri af en Audi 80.

Anklagemyndigheden sigter dem for røveri af særlig farlig karakter og for besiddelse af særligt farlige våben, som kan gøre en forskel på flere års fængsel i forhold til almindeligt bankrøveri.

Den ældste er også sigtet for trusler om vold mod tjenestemand i funktion og for hærværk i kraft af drabet på politihunden. Sigtelser, som den 32-årige benægter.

Deres kortvarige udbytte af røveriet blev 240.050 kroner.

Under grundlovsforhøret blev de tre litauere bevogtet af seks betjente og holdt lænkede på hænderne foran eller bag på ryggen.

Endnu mangler politiet mange undersøgelser og afhøringer som støtte til en tiltale i den senere retssag for, at forbrydelserne er af særligt farlig karakter, oplyste anklageren.

/ritzau/

Tre litauiske bankrøvere tilstår bankrøveri i Århus, men nægter brug af skarpladte skydevåben.

Offentliggjort Sidst opdateret