Barn i kritisk tilstand efter ulykke på jysk motorvej
En bilist påkørte lørdag eftermiddag en forankørende bil med efterspændt trailer på Holstebromotorvejen. På grund af påkørslen svingede traileren op og ramte taget på den forreste bil, så alle fem passagerer blev kvæstet. Et barn er lørdag aften i kritisk tilstand. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
På Holstebromotorvejen skete der lørdag eftermiddag to færdselsulykker. Et barn er i kritisk tilstand.
Et barn er kommet alvorligt til skade og er i kritisk tilstand som følge af en trafikulykke på Holstebromotorvejen lørdag eftermiddag.
Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj ved Midt- og Vestjyllands Politi.
- En familie på fem kører ad motorvejen, og de har efterspændt en trailer på deres bil. Så bliver traileren påkørt af en, der kommer kørende i samme retning på motorvejen.
- Traileren slår så rundt og op på taget af den bil, de sidder i. Herunder bliver alle i bilen kvæstet, siger han.
Politiet modtog lørdag klokken 16.13 et alarmopkald om trafikulykken, der fandt sted nær afkørsel 20. Tvis ligger sydøst for Holstebro.
De to voksne og to af børnene er sluppet med mindre alvorlige skader, og de modtager behandling på et nærliggende sygehus. Barnet, der er i kritisk tilstand, blev indlagt via traumecentret på Aarhus Universitetshospital.
Vagtchefen ønsker ikke at fortælle hverken alder eller køn på barnet.
Der er ifølge vagtchefen intet, der indikerer, at bilen, som påkørte traileren, kørte med en meget høj fart.
- Der har været en bilinspektør på stedet, og indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at vedkommende har kørt voldsomt stærkt i hvert fald.
- Det er en større og tungere bil, og det kan have en betydning, siger Ole Vanghøj.
Føreren af den større bil fik umiddelbart ingen skader i sammenstødet.
Ulykken og det efterfølgende politi- og redningsarbejde på stedet skabte lørdag eftermiddag kø på strækningen. I den kø skete der endnu et uheld.
To personer blev sendt til tjek på hospitalet, men de var ikke kommet til skade.
En del af Holstebromotorvejen var spærret i nordgående retning som følge af ulykkerne. Den blev genåbnet omkring klokken 20.30.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker