Beboer på Kærshovedgård tiltalt for uagtsomt manddrab
Udrejsecenter Kærshovedgård har eksisteret siden 2016 og huser personer på tålt ophold, personer, der er udvist ved dom og afviste asylansøgere. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
En 34-årig mand, der bor på Kærshovedgård, er tiltalt for uagtsomt manddrab efter en bilulykke i april.
Anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi har tiltalt en 34-årig mand for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
24. april 2024 påkørte den 34-årige, som på daværende tidspunkt var beboer på Udrejsecenter Kærshovedgård, en modkørende personbil på Vejlevej ved Nørre Snede.
En 55-årig kvinde, som kørte i den modkørende bil, omkom i ulykken.
Ifølge Ekstra Bladet, er den tiltalte registreret som medlem af den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).
TV Midtvest har også skrevet, at manden tidligere er idømt udvisning.
Ifølge tiltalen var den 34-årige i gang med at overhale en lastbil, selv om spærrelinje og en færdselstavle markerede, at overhaling var forbudt, lyder det i pressemeddelelsen.
Han kørte med 110 kilometer i timen i en zone, hvor den maksimale hastighed er 90 kilometer i timen.
Politiet skriver også i pressemeddelelsen, at manden var påvirket af THC, som er det aktive stof i hash.
Den 34-årige er tiltalt for 22 forskellige forhold, der blandt andet tæller besiddelse af 1236 gram hash og 6 gram kokain, der blev fundet i bilen.
- Der er her tale om en alvorlig sag om uagtsomt manddrab med flere skærpende omstændigheder, siger senioranklager fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi Flemming Hother.
Manden er også tiltalt for ikke at overholde sine kontrolforpligtelser på udrejsecentret. Ifølge politiet har han i januar og marts i år forsømt at melde sig hos Hjemrejsestyrelsen på udrejsecentret på trods af sin meldepligt.
Centret har eksisteret siden 2016. Det huser omkring 250 personer. Gruppen tæller mennesker på tålt ophold, mens andre er udvist ved dom eller afviste asylansøgere.
De er ikke spærret inde, men de fleste har melde- eller opholdspligt.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet