Beboere evakueres af frygt for bombe

Københavns Politi har her til aften evakueret alle beboere i tre opgange i Krogerupgade på Nørrebro på grund af en mistænkelig pakke. Mistanken er, at der kan være tale om en bombe.

- Beboerne er anbragt i en bus. Bomberyddere er på vej, siger vagtchef Erik Gøtje Larsen i Københavns Politi.

En beboer i Krogerupgade 5 slog alarm, da beboeren modtog en pakke, som forekom beboeren mistænkelig.

Politiet tager ingen chancer og har evakueret beboerne i opgangene Krogerupgade 3, 5 og 7.

Det er uvist, hvor lang tid bomberydderne skal bruge for at opklare indholdet af pakken.

/ritzau/

Beboerne i tre opgange i Krogerupgade på Nørrebro i København er evakueret efter fund af en mistænkelig pakke.

Offentliggjort Sidst opdateret