Belgisk kvinde mordtiltalt efter dødsstyrt

En 26-årig skolelærer er blevet stillet for retten i Belgien tiltalt for at have dræbt sin elskers hustru. Mordofferet styrtede i døden, efter at der var blevet pillet ved hendes faldskærm.

Retssagen mod den 26-årige Els Clottemans åbnede fredag i byen Tongres i det nordøstlige Belgien. Hun er tiltalt for drabet på den 38-årige Els van Doren, hustru til den mand, Marcel Somers, som den mordtiltalte havde et forhold til.

Den 18. november 2006 styrtede van Dorens, der var mor til tre børn, i døden, efter at hendes faldskærm ikke foldede sig ud.

Efterforskere siger, at begge van Dorens faldskærme var blevet pillet ved, og at to stropper var blevet skåret over.

Den dag, ulykken fandt sted, var både Somers og hans elskerinde med i det lille privatfly, som også van Dorens sprang ud fra.

Clottemans blev anholdt i januar 2007. Hun nægter at have pillet ved van Dorens faldskærm og siger, at politiet har stirret sig blind på den antagelse, at der er tale om et jalousidrama.

/ritzau/AFP

En ung belgisk kvinde tiltalt for at have sendt rivalinde i døden efter at have pillet ved hendes faldskærm.

Offentliggjort Sidst opdateret