Bent Hansen: Dramatisk konklusion

Hvis der er en direkte sammenhæng mellem antallet af psykiatriske sengepladser og antallet af alvorlige forbrydelser begået af psykisk syge, så er det meget alvorligt, mener formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

I en ny undersøgelse påviser overlæge Peter Kramp og lektor i statistik Gorm Gabrielsen, at når politikerne skærer antallet af psykiatriske sengepladser ned, sker der flere drab, drabsforsøg og brandstiftelser, som er begået af psykisk syge.

De to forskere har analyseret udviklingen i amterne fra 1980 og frem til 1997, men konklusionen er aktuel, fordi tendensen er fortsat, mener forskerne.

Bent Hansen kalder forskernes konklusioner for dramatiske og voldsomme.

- Det skal bestemt tages alvorligt. Om der er en direkte sammenhæng i forhold til antallet af senge, eller andre bagvedliggende faktorer spiller ind, skal undersøges seriøst, for det er voldsomme ting, der bliver lagt frem, og det kan man ikke bare negligere, siger Bent Hansen.

Han advarer dog mod alene at fokusere på antallet af sengepladser, men også se på, hvilken behandling patienterne får, når de er indlagt.

Siden 2004 er antallet af retspsykiatriske patienter steget fra 1427 til 2058 i 2008. Det er en stigning på 44 procent. Mennesker med psykisk sygdom udgør nu 20 procent af Kriminalforsorgens samlede klientel.

/ritzau/

Formanden for Danske Regioner mener, forskeres konklusioner om, at færre sengepladser fører til flere alvorlige forbrydelser, skal undersøges nærmere.

Offentliggjort Sidst opdateret