Benzinen fossede ud

Bilist i panik, da rør på benzinstander knækkede

Offentliggjort Sidst opdateret

En yngre mand fik sig noget af en forskrækkelse, da han fredag aften kort efter klokken 23 tankede benzin fra OK-tanken i Søllested. Pludselig sprang et rør på selve benzinstanderen, og benzinen stod ud af røret. I bar panik løb manden ind i sin personbil og kørte fra stedet - men glemte, at studsen til benzinslangen stadig sad i personbilens tank. Derfor blev også selve benzinslangen revet løs fra standeren, og endnu mere benzin fossede ud.

- Det drejer sig om cirka 100 liter benzin. Men der er olieudskiller på kloakken, så det bliver suget op igen. Rensningsanlægget og miljøvagten er også kontaktet, siger indsatsleder Morten Andersen, der koordinerede oprydningen efter uheldet.