Farten nåede op over 150 kilometer i timen på landevejene syd for Kalundborg, da to mænd i en varevogn torsdag aften forsøgte at slippe væk fra en politipatrulje, der var efter dem.
Bilen viste sig at være stjålet, føreren havde ikke noget kørekort, og vognen viste sig at være lastet med pumper og dunke, så der formentlig er tale om benzintyve.
Politiet fik først øje på bilen på Slagelsevej ved Kalundborg og gav tegn til chaufføren om at standse. Men han ønskede ikke at tale med politiet. Tværtimod trykkede han speederen i bund og kørte af sted med politiet i hælene for fuld udrykning.
Undervejs blev der smidt ting og sager ud af bilen i et forsøg på at få politiet til at opgive forfølgelsen.
Biljagten fortsatte i retning mod Slagelse. Omkring Ugerløse nåede farten op på over 150 kilometer i timen, så andre trafikanter var i fare for at blive påkørt.
i Gørlev standsede bilen, og føreren - en 20-årig mand fra Ruds Vedby - forsøgte at flygte videre til fods, men en betjent fik løbet ham op.
Et vidne havde set bilen standse et sekund i Ugerløse by. Her sprang en mand ud af bilen og gemte sig. Vidnet prøvede at holde manden fast, men han vristede sig fri og flygtede.
Manden viste sig at være en 36-årig mand fra området, der blev anholdt af politiet i sit hjem kort efter.
De to mænd er sigtet for overtrædelse af straffeloven, og den 20-årige desuden for overtrædelse af narkotikaloven og færdselsloven, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned