Beredskab afkølede olietank ved Aalborg Portland
Nordjyllands Beredskab rykkede lørdag ud til Rørdalsvej i Aalborg, hvor Aalborg Portland ligger. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Nordjyllands Beredskab har afsluttet sin indsats ved Aalborg Portland, hvor en olietank var overophedet.
Beredskabet var lørdag morgen og formiddag til stede ved Aalborg Portland, hvor en olietank var blevet overophedet.
Kort efter klokken 10.30 meddeler Nordjyllands Beredskab, at indsatsen på stedet er afsluttet.
- Beredskabet har afsluttet nedkøling af silo/olietank, og alle involverede køretøjer har forladt området, skriver beredskabet på X.
Tidligere lørdag morgen skrev Nordjyske og TV2 Nord om indsatsen.
Nordjyllands Beredskab bekræftede også, at det var rykket ud til Rørdalsvej, hvor Aalborg Portland ligger.
- Station Aalborg er indsat på opgave på Rørdalsvej i Aalborg, hvor der køles på en olietank. Stationerne Nibe og Brønderslev assisterer med tankvogne, skrev beredskabet på X.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi Lau Larsen oplyste til Ritzau, at politiet fik meldingen om tanken kort før klokken 4.
I første omgang blev kun beredskabet kaldt til stedet, og politiet ankom til stedet omkring klokken 5.
Politiet kunne ikke sige noget om selve indsatsen, da det var beredskabet, der stod for den. Men allerede tidligere på morgenen så det ud til, at afkølingen virkede.
- Lige nu ser det ud som om, at den indsats, de laver, virker, sagde Lau Larsen cirka klokken 9.30.
Nordjyske har talt med direktør Diana Sørensen fra Nordjyllands Beredskab og skriver, at beredskabet rykkede ud efter en henvendelse fra Aalborg Portland.
Det skyldtes, at der var gået en temperatur-alarm på olietanken.
Aalborg Portland er Danmarks eneste cementproducent.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet