Beredskab indstiller eftersøgning af færgepassager i Øresund
Eftersøgningen af en person, der tidligere torsdag røg over bord fra en færge i Øresund, er indstillet uden fund af personen. (Arkivfoto). Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Eftersøgning af person, der røg over bord fra en færge i Øresund, er indstillet uden fund, oplyser Forsvaret.
En person er torsdag eftermiddag røget over bord fra færgen "Tycho Brahe", der var på vej til Helsingborg fra Helsingør.
Det skriver avisen Aftonbladet.
Sø- og Luftredningscentralen bekræftede omkring klokken 15 over for mediet, at "en større indsats er i gang".
Omkring klokken 19 oplyser Forsvaret i et opslag på det sociale medie X, tidligere Twitter, at "eftersøgningen er indstillet uden fund af personen".
Det vurderes på baggrund af sagens oplysninger, at der er tale om en "ulykkelig hændelse", lyder det.
Redningsfartøjer fra både Sverige og Danmark deltog i eftersøgningen af personen.
To danske helikoptere var til stede, mens Sverige alarmerede to fartøjer, skriver Aftonbladet.
- Færgen var på vej fra Danmark til Sverige, da den pludselig vender og begynder at søge, siger Anders Lännholm, der leder indsatsen ved den svenske redningscentral for ulykker til søs (JRCC).
Jesper Maack, kommunikationschef i færgeselskabet Øresundslinjen, siger til Ritzau, at en medpassager så episoden og alarmerede færgens besætning, der tog kontakt til relevante myndigheder.
"Tycho Brahe" indgik i starten i eftersøgningsarbejdet, men færgen blev senere frigivet af JRCC, forklarer kommunikationschefen.
Færgen sejlede videre til Helsingborg, og omkring klokken 16.30 blev de knap 200 passagerer på færgen sat af i den svenske by.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker