Beredskabet måtte rykke ud til genbrugsplads

Guldborgsund Redningsberedskab blev fredag formiddag kaldt ud til genbrugspladsen på Godhåbs Allé ved Væggerløse, efter en beholder med farlige kemikalier, hvor låget var begyndt at løfte sig, var blevet opdaget.

- Beholderen blev opdaget i den container, der er klassificeret som farligst. Kemikalierne heri er nemlig ukendte og kan derfor indeholde hvad som helst, fortæller driftsleder Benny Andersen.

Omkring klokken 12.15 var det lykkedes beredskabet at nedkøle beholderen og pakke kemikalierne om, så der ikke længere var nogen fare på færde.
- Vi tror, låget har løftet sig på grund af varmen og nogle dampe fra de øvrige beholdere, fortæller indsatsleder Kaare Andresen. Han understreger, at alt forløb stille og roligt.

Genbrugspladsen åbnede igen omkring klokken 13.

Foto: Erik Holm

Offentliggjort Sidst opdateret