Berettiget at en 18-årig kommer i fængsel

En 18-årig mand fra lokalområdet fik tirsdag et år og tre måneders fængsel for røveri mod supermarkedet Eurospar på Parkvej i Nykøbing.

Fredag den 4. juni maskerede 18-årige Erik Liljensøe sig med en hætte og solbriller, kort før han klokken 20 gik ind i supermarkedet Eurospar på Enighedsvej i Nykøbing og beordrede personalet til at lægge sig ned på gulvet samtidigt med, at han truede med en skruetrækker. Derefter tog han 33.750 kroner fra et af forretningens kasseapparater og løb fra forretningen.
 
Byrådsmedlem i Guldborgsund kommune Claus Bakke (V)  og endnu et vidne løb efter den 18-årige mand, som prøvede at slippe fra sine forfølgere, ved at true dem med skruetrækkeren. Men efter et par kilometer blev den unge mand løbet op og Claus Bakke kunne foretage en civil anholdelse og overgive den unge mand til politiet da de nåede frem.
 
Claus Bakke har ikke siden spekuleret meget over selve situationen, men spekulerer til gengæld på, hvordan det kan undgås at unge når i sådan en situation.
- Det er meget bekymrende at en 18-årig mand på den måde ødelægger sit liv. – Jeg kunne godt tænke mig, at vi var bedre til at få sådanne unge mennesker på rette spor, inden det går så galt, at de ender i fængsel.
 
-Jeg håber dette er et vink med en vognstang til den unge mand, om at han skal finde et andet spor. Forhåbentligt kan man i fængslet resocialisere ham, så han kan komme i gang med et uddannelse og kan få sig et arbejde, så han kan bidrage til samfundet i stedet for at følge en løbebane, som ellers ender i et sort hul.
 
Der er de senere år indført stramningerne i lovgivningen, som giver strengere straffe. Resultatate er blandt andet at unge kriminelle kommer længere tid i fængslet.
 
-Det er meget berettiget, at man får en hård og konsekvent dom for et røveri.
Men det er også vigtigt, at fængselsvæsnet kan rette op på den forkerte løbebane, som den dømte unge mand tilsyneladende er på vej ad.
- Justitsministeren har givet signaler om, at der efter lovstramningerne nu er behov for, at  kigge på forebyggelse og rehabilitering.
 
Den 18-årige Erik Liljensøe fik sin dom i en såkaldt tilståelsessag og derfor var Claus bakke ikke indkaldt som vidne, fortæller dommer Ole Stryhn. Han kan også fortælle, at den unge mand under retssagen fortalte, at han havde begået røveriet fordi han manglede penge til blandt andet husleje og DSB bøder.
 
Dommen på et år og tre måneder indeholder også seks måneders fængsel, som Erik Liljensøe havde fra en tidligere betinget dom fra Fyn.
Foto: Arkivfoto

Godt et års fængsel til røver, som byrådsmedlem anholdt ved en civil anholdelse.

Offentliggjort Sidst opdateret