Beruset kaptajn fik fængselsdom
Retten i Helsingør idømte mandag en 44-årig ukrainsk kaptajn en ubetinget fængselsdom for at have stået bag roret med en promille på over 2,0 på et fragtskib i Øresund.
Skibet var kun få minutter for at gå på grund ved Helsingør kort før midnat 9. oktober. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Havde det maltetisk indregistrerede fragtskib Wilson Avonmouth fortsat bare fem minutter længere i samme retning, så var det endt med en direkte grundstødning med fare for alvorlig havforurening ved Ellekilde Hage ved Hornbæk.
Kaptajnen på det 88 meter lange og 12 meter brede tyskejede skib blev idømt en ubetinget fængselsstraf på en måned, forbud mod at sejle som styrmand eller kaptajn i et år og et seks år langt indrejseforbud i Danmark.
I langt over 20 minutter havde Søværnets Operative Kommando forsøgt at forhindre skibet i at fortsætte den farlige kurs - men uden held. For kaptajnen reagerede ikke på radioopkald, telefonopkald eller skarpt lys fra en tilkaldt redningshelikopter.
Først i sidste øjeblik reagerede han på et opkald fra Lyngby Radio - og lød tilsyneladende beruset.
Da Nordsjællands Politi kort efter midnat kom om bord, blev kaptajnen taget med på stationen, og en blodprøve viste en promille med en mindsteværdi på 2,19.
Den 44-årige sømand kunne i retten erkende sig delvis skyldig i anklagerne og endte med at tage dommen til efterretning.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker