Beruset mand reddet fra brændende bil

Fire unge handlede hurtigt, da de opdagede brand omkring en bil, hvori der lå en sovende mand bag diskotek på Marielyst

Offentliggjort Sidst opdateret

Vagtchef John Andersen roser fire unge, som natten til søndag handlede hurtigt og fik reddet en 40-årig mand ud af den bil, han lå og sov i.

For omkring bilen var der opstået en brand - formentlig som følge af, at den 40-årige, som ifølge vagtchefen var svært beruset - havde tændt bilens motor for at bruge bilens varmeblæser - og som dermed angiveligt har antændt det tørre græs omkring bilen.

Bilen stod parkeret bag Diskotek Dr. Emils Laboratorium på Marielyst, da de fire unge kom forbi bilen og opdagde branden. I første omgang forsøgte de at banke på bilens ruder i forsøget på at vække den sovende og berusede 40-årige mand, som kommer fra Næstved. Men han reagerede ikke på deres råb og banken.

Istedet knuste de derfor bilens siderude og fik reddet manden ud, ligesom de også havde fået fat i en brandslukker, som fik bugt med ilden ved bilen.

De fore unge er en 19-årig kvinde fra Hillerød, en 20-årig mand fra Ringsted og to mænd fra Roskilde på henholdsvis 19 og 21-år.

- Det er rigtig godt gået af de fire unge, for når man er så beruset, som tilfældet var, så er det jo ikke lige sikkert, at man vågner og opdager at det brænder, siger vagtchef John Andersen.