En dom på to et halvt års fængsel satte fredag en effektiv stopper for en tidligere advokats snyd og svindel.
Den 74-årige Benny Lund-Hansen blev efter en langvarig retssag ved Retten på Frederiksberg dømt for i en periode at have arbejdet som advokat, selvom han havde mistet titlen. I virkeligheden tilhørte advokatkontoret hans datter. Men hun opholdt sig reelt i USA.
Datteren selv blev straffet med tre måneders betinget fængsel og en bøde på 100.000 kroner. Hun er også tidligere fradømt retten til at arbejde som advokat. Familien arbejdede ud fra et kontor, der i begyndelsen lå i Vanløse og siden i Brønshøj.
En anden datter, der har et forlist jurastudie bag sig, blev dømt for skattesnyd i forbindelse med en ejendomshandel. Straffen blev 30 dages betinget fængsel.
Med dommen skal Benny Lund-Hansen også betale 986.000 kroner tilbage, som han uretmæssigt fik i dagpenge og efterløn, selvom han arbejdede i datterens firma. Han blev til gengæld frifundet for at have snydt en 93-årig dame. I anklageskriftet var han tiltalt for at have solgt kvindens hus til under markedsprisen til sin egen datter.
Den aldrende jurist stod med korslagte arme og hørte uden at fortrække en mine dommeren gennemgå den 419 sider lange dom. Selvom der er tale om en mærkbar frihedsstraf, kunne dommen være blevet endnu hårdere, hvis ikke det var for den tiltaltes alder og skrantende helbred. Dommeren har også lagt vægt på, at flere af forholdene er begået for en del år siden.
I sin procedure havde anklageren da også lagt op til, at Benny Lund-Hansen skulle have mindst fem års fængsel.
Han valgte efter dommen at anke til frifindelse.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker