Bestjålet fængslet for at tæve tyv

Frem til den 3. november kan en 37-årig mand fra Falster overveje i fred og ro, om han overreagerede, da han fik stjålet sin bærbare computer under en togrejse.

Ifølge politiet sad manden og blundede i Lollandsbanen, da en medpassager neglede hans pc. Den 37-årige vågnede og gik igennem toget for at finde computeren. Han fandt den hos en 39-årig medpassager, som han ifølge politiet rev ned på gulvet og gav flere spark i ansigtet.

Da toget kom frem til Nykøbing Falster, stod politiet til gengæld klar og overtog den videre transport for de to. Ved en fremstilling søndag besluttede dommeren i Næstved at varetægtsfængsle den 37-årige for vold.

/ritzau/

Selv om man har fået stjålet sin computer, kan man ikke bare gennemtæve den langfingrede gerningsmand.

Offentliggjort Sidst opdateret