Betjent bag brande erkender millionfusk

En 43-årig politimand fra Silkeborg har tilsyneladende lagt alle kort på bordet, inden han ventes dømt i en særdeles omfattende sag om talrige brandstiftelser, hærværk og tyverier omkring sin bopæl i Balle ved Silkeborg.

Manden erkendte allerede i april 17 kriminelle forhold, men rækken af sigtelser er nu udvidet til i alt 43.

Retssagen var berammet til onsdag, men er udsat til den 25. november ved retten i Viborg.

Ud over at have sat ild på sit eget hjem et par gange har han sat ild i flere naboejendomme, forøvet hærværk mod biler og gennemført utallige indbrud - samt stjålet penge fra politiforeningens pengekasse på politistationen i Silkeborg.

Hvad motivet til ildspåsættelserne, hærværket og berigelseskriminaliteten, herunder forsikringssvig, var, har han endnu ikke forklaret i et offentligt retsmøde.

Ved retsmødet den 25. november vil han blive præsenteret for et erstatningskrav på over 4,1 millioner kroner, ligesom han sigtes for tyverier for tilsammen 1,3 millioner kroner.

Sagen ventes fremmet som en tilståelsessag.

/ritzau/

Omfattende hærværk, brandstiftelser og mange indbrud blev den ufattelige hverdag for en politimand fra Silkeborg gennem et halvt år. Nu skal han straffes.

Offentliggjort Sidst opdateret