Betjent bag kvælertag går fri

Det var meget kritisabelt og beklageligt, at politiet i en sag fra Herlev bragte en 20-årig glarmesterlærling i livsfare ved at tage halsgreb på ham. Men der vil ikke ske mere i sagen, da det ikke kan bevises hvem af de deltagende betjente, der tog halsgrebet.

Det konkluderer Rigsadvokaten i sin afgørelse af klagesagen mod betjentene fra Københavns Vestegns Politi.

Hændelsen fandt sted i december 2007, da politiet rykkede ud til en lejlighed i Herlev, hvor en formentlig psykisk syg mand havde fægtet med et sværd og var gået ind i den 20-åriges lejlighed. Under aktionen fastholdt politiet begge mænd, og lægelige oplysninger viser, at den 20-årige blev udsat for et livsfarligt halsgreb.

- Der er ikke mulighed for yderligere retsforfølgning i sagen. For det er desværre ikke muligt at afgøre, hvem af politifolkene der har taget halsgrebet, siger rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen.

Han henviser til, at den 20-årige ikke selv har kunnet udpege den betjent, der tog halsgrebet, og at heller ingen af de involverede betjente har kunnet oplyse, hvem der gjorde det.

Rigsadvokaten kan ikke helt udelukke, at ingen af betjentene faktisk har set halsgrebet, men han skriver i sin afgørelse:

- Set i lyset af de oplysninger, der foreligger om det samlede hændelsesforløb, kan det dog ikke undgå at forekomme påfaldende, at ingen af de tilstedeværende polititjenestemænd ifølge deres forklaringer har set nogen form for halsgreb.

- Det er afgørende for tilliden til politiet, at der aldrig opstår tvivl om, at betjente, som ikke selv risikerer retsforfølgning, fortæller, hvad de ved - også når det er deres kolleger, det drejer sig om, siger rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen.

/ritzau/

Rigsadvokaten kan ikke bevise, hvem af seks betjente fra Vestegnens Politi, der står bag livsfarligt halsgreb på 20-årig.

Offentliggjort Sidst opdateret