Betjent er i kritisk tilstand efter påkørsel af flugtbilist
En bilist stak af, efter at han havde påkørt en politibetjent i Åbyhøj ved Aarhus. Politiet søger vidner.
En 31-årig politibetjent er i kritisk tilstand, efter at han fredag aften blev påkørt af en flugtbilist ved krydset mellem Silkeborgvej og Åby Ringvej i Åbyhøj ved Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 18.43.
Betjenten modtager efter midnat natten til lørdag fortsat behandling for sine skader, skriver politiet i en pressemeddelelse.
- Vi afventer nærmere oplysninger om hans tilstand. Vi er i løbende kontakt med betjentens familie, som er underrettet og til stede på hospitalet, siger politidirektør i Østjyllands Politi, Kirsten Dyrman, i meddelelsen.
Betjenten var i gang med at lægge såkaldte stop sticks ud på kørebanen for at få standset flugtbilisten, da bilisten påkørte ham i høj fart.
Efter ulykken flygtede bilisten ud ad Silkeborgvej, og politiet leder fredag aften stadig efter ham.
Den formodede flugtbilist efterlyses af Østjyllands Politi med navn og billede.
Politiet mener, at der er tale om en 20-årig mand fra Hasle nær det vestlige Aarhus ved navn Mohamad Tarek Younes.
Han beskrives af politiet som 185 centimeter høj, muskuløs af bygning, mørk i huden og med sort mellemlangt hår og skæg.
Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner til ulykken og vidner, der kan være med til at klarlægge, hvor flugtbilisten efterfølgende kørte hen.
Kommunikationsmedarbejder Janni Lundager oplyste lidt før klokken 23.00 til Ritzau, at flugtbilen er blevet fundet.
Politiet forventer at give en ny opdatering i sagen lørdag morgen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet