Betjent idømt fængsel for embedsmisbrug

En 51-årig motorcykelbetjent fra Århus er idømt 30 dages ubetinget fængsel i en sag om embedsmisbrug.

Med dommerstemmerne 2-1 fastslår Retten i Århus, at betjenten "på utilbørlig vis" har forsøgt at blande sig i en bødesag mod motorcykelbetjentens 26-årige stedsøn.

Betjenten anker dommen på stedet, oplyser hans advokat, Bjarne Frøberg.

Bødesagen blev behandlet af to unge betjente, og under sagsbehandlingen fik de flere henvendelser fra motorcykelbetjenten. Henvendelser, som betjentene altså opfattede som et forsøg på at få dem til at droppe stedsønnens bøde på 500 kroner for gadeuorden.

- Jeg gik en fornemmelse af, at han ville have en handel. Hvis vi ikke skrev sagen, så blev der ikke en anmeldelse, sagde en af betjentene blandt andet i retten.

Stedsønnen fik bødesagen på halsen kort tid efter, at han var hjemvendt fra tjeneste i Afghanistan. Her startede han sit civile liv med at kommandere rundt med de to betjente og kalde dem "bøsserøve".

Motorcykelbetjentens indblanding hjalp ikke soldaten. Bøden blev givet, og motorcykelbetjenten står nu tilbage med en dom, der kan ende med at koste ham jobbet, hvis afgørelsen ikke ændres i landsretten.

Anklagemyndigheden havde for forhånd krævet 40 dages fængsel for embedsmisbruget.

/ritzau/

En 51-årig motorcykelbetjent fra Århus er idømt 30 dages fængsel for at have blandet sig i et familiemedlems bødesag.

Offentliggjort Sidst opdateret